Ryttermærker


HIRK udbyder løbende undervisning og prøver til ryttermærker til medlemmerne. Vi annoncerer om dette på hjemmesiden og klubbens facebook side.

Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive til medlemsansvarlig@hirk.dk

Såfremt der er plads på holdene vil undervisningen også være åben for ikke HIRK medlemmer.

Hvis du arbejder som hjælper, er det et krav fra Dansk Rideforbund at du som minimum har bestået Ryttermærke 2.

Herunder kan du se hvilket niveau af ryttermærker du skal have:

  • Ophold alene i stald – Ryttermærke 1
  • Fri ridning uden underviser – Ryttermærke 2
  • Ansat som hjælper/trækker – Ryttermærke 2
  • Part på rideskolehest – Ryttermærke 2
  • Trække heste til og fra fold – Ryttermærke 3

Undervisningen i ryttermærker er et sammenhængende forløb over typisk 5-8 uger som afsluttes med en prøve.

 

Om de enkelte Ryttermærkekurser

Formålet med ryttermærkerne er at give rytteren en lang og kontinuerlig uddannelse.  Hovedvægten er lagt på, at rytteren skal erhverve sig viden om tryghed, sikkerhed og ansvarlighed i al omgang med heste/ponyer.

Ryttermærke 1
Uddannelsen skal give rytteren en sådan viden og færdighed, at rytteren
• kan omgås hesten sikkerhedsmæssigt forsvarligt i stalden
• har en basal forståelse for stalden som hestens hjem
• kan gøre hesten klar til opsadling
• kan følge hestens bevægelser i skridt og trav
• har en basal forståelse for hvordan hesten gives kommandoer
• hvordan kommandoerne anvendes under ridning
• almen håndtering af hesten

Man kan tage Ryttermærke 1 når man er fyldt 8 år, dog skal ridelæreren vurdere om barnet er klar. Prøverne bliver bedømt af en ryttermærkedommer. Prøven er kun praktisk og sker i en mundtlig dialog med dommeren. Til prøven skal rytteren demonstrere, hvordan man strigler en hest samt svarer på spørgsmål herom. Herefter skal rytteren føre hesten gennem en slalombane og føre hesten gennem en dør samt demonstrere
at kunne få hesten til at stå stille. Til sidst skal rytteren demonstrere op- og nedstigning samt ridning i skridt og trav.

Ryttermærke 2
Uddannelsen skal give rytteren viden om, hvordan rytteren optræder etisk forsvarligt i omgangen med heste samt hvordan rytteren reagerer hensigtsmæssigt i nødsituationer. Rytteren skal opnå færdigheder i at
• klargøre hesten sikkerhedsmæssigt forsvarligt
• kunne styre hesten i skridt og trav
• kunne navngive hestens ydre betegnelser
• kunne beskrive hesten ud fra farve og aftegn
• have forståelse for hestens naturlige adfærd

Man kan tage Ryttermærke 2 når man er fyldt 9 år, dog skal ridelæreren vurdere om barnet er klar. Prøverne i ryttermærke 2 vil bestå af både en praktisk og en teoretisk del. Den teoretiske del er udformet som afkrydsning eller indsætning af numre. Her må der gives læsehjælp.

I den praktiske prøve skal rytteren demonstrere at sadle hesten op samt svarer på spørgsmål herom. Herefter demonstreres ridning i skridt og trav samt ridning på begge volter, skift af diagonal og afsidning. Det er ikke et krav at gå til prøve efter at have fulgt ryttermærkeundervisningen.

Vælger du at gå til prøve, vil HIRK og dommeren gøre deres bedste for at det bliver en god oplevelse. Hvis du mangler nogle færdigheder i at kunne gennemføre prøven tilfredsstillende, vil du efter yderligere undervisning kunne aflægge prøven igen.

Sikkerhedsregler
Sikkerhedsreglerne omkring omgang med hestene skal altid følges – ikke kun til prøven.
Følgende sikkerhedsbrud medfører altid at rytteren ikke består :
• Løber, råber eller skriger i nærheden af hesten
• Ikke bærer godkendt ridehjelm under ridning og håndtering af hesten
• Ikke bærer sikkerhedsmæssigt korrekt fodtøj under ridning og håndtering af hesten
• At hesten er løs under opsadling
• At hesten er løs under afsadling
• Fastgør sig til hesten ved f.eks. at vikle træktovet rundt om hånden
• Fører en hest uden trense eller træktov
• Ridning med løs eller snoet gjord
• Afsidning uden først at have taget fødderne ud af begge bøjler
• At rytteren rykker/flår/saver hesten i munden med biddet
• At rytteren anvender pisk ud over almindelig irettesættelse
• At rytteren anvender sporerne uhæmmet

 Ryttermærke 3
Dette er målrettet gruppen fra 10 år og opefter. Det er muligt at påbegynde ryttermærkeundervisningen på dette niveau, men det anbefales kun til ryttere med god erfaring. Da mærket afslutter basisuddannelsen for ryttermærkerne, vil selve prøven også indeholde emner fra de foregående mærker. Mærket er ligeledes et krav for at kunne  indløse en rytterlicens fra det kalenderår rytteren fylder 12. år.

Uddannelsen skal give rytteren færdigheder i sikkerhedsmæssig forsvarlig omgang med hesten, varetagelse af hestens daglige pleje og viden om rytterens ansvar for hestens velfærd samt medvirken til at forhindre mishandling af heste. Rytteren skal opnå forståelse for vigtigheden af, at foretage sundhedskontrol af hesten samt viden om, hvad der skal gøres, hvis en hest er syg. Uddannelsen skal give en forståelse for hestens indlæringsprincipper, viden om regler for ridning på bane og i naturen samt kendskab til rytterens hjælpere.

Prøven består af en teoretisk og en praktisk prøve. Den teoretiske prøve er udformet som afkrydsning eller indsætning af numre, og der må gives læsehjælp.

I den praktiske prøve skal rytteren demonstrere at kunne føre hesten sikkerhedsmæssigt forsvarligt gennem ”leddet”. Herefter demonstrer rytteren at, kunne få hesten til at standse, vige, stå stille, gå fremad og baglæns. Til sidst er der en rideprøve, hvor rytteren skal demonstrer parade, trav, nedsidning og galop.

Der skal desuden kunne rides tur i skridt, trav og galop, derfor rides der tur en dag under forløbet.

Ryttermærke 4
Dette er gruppen fra 12 år og opefter. Til dette mærke hører der også en rideprøve. Rideprøven kan tages i forbindelse med en stævnedeltagelse i den disciplin der ønskes. Rytteren skal blot selv huske at medbringe en rideprøveblanket til dommeren. Mærket er ligeledes et krav for at kunne indløse en rytterlicens fra det kalenderår rytteren fylder 13 år.

Uddannelsen skal give rytteren viden om, hvordan træningen til og selve stævnedeltagelsen har indflydelse på hestens fysik og behov, samt hvordan rytterpsykologi kan anvendes i arbejdet med hesten og ved stævneforberedelse. Rytteren skal opnå kendskab til forskellige hesteracers anvendelsesmuligheder og ridefærdigheder. Under ridning skal rytteren kunne anvende sit kendskab til hestens indlæringsprocesser. Rytteren skal kende de etiske regler, der er gældende i forbindelse med deltagelse i stævner og kunne medvirke til forhindring af spredning af smitsomme sygdomme.

Prøven består af en praktisk og en teoretisk prøve. Den teoretiske prøve er udformet som afkrydsning eller indsætning af numre, og der må gives læsehjælp.

I den praktiske prøve skal rytteren først gennemfører 4 udvalgte agility øvelser. Herefter skal rytteren demonstrere at kunne måle/tælle hestens puls og åndedrætsfrekvens. Inden prøven skal rytteren have gennemført en sværhedsgrad 0 til et klubstævne i enten spring eller dressur.

 

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram